Om hvordan jeg har gjort brug af polyrytmer
Indhold
1. Hvad er polyrytmer
2. Om hvordan og hvorfor jeg begyndte at bruge polyrytmer
3. Hvorfor jeg bruger polyrytmer
4. The Butterfly (eksempel på 4 mod 3)
5. Lidt mere uddybende om polyrytmer
6. Klap selv en polyrytme (øvelse 4 mod 3, og 3 mod 4)
7. The Last Dance (eksempel på mange polyrytmer og skiftende takt)
8. The River og Transformation (eksempler på 5 mod 4, og 7 mod 6)
9. Sonatina with Nordic Theme (eksempel på 3 mod 5, og 6 mod 5)
10. Dragonfly (eksempel på skift af polyrytme og takt)
1. Hvad er polyrytmer
Det meste af den musik, jeg har komponeret, er i polyrytmer.
Ordet polyrytme betyder i sig selv bare “flere rytmer”.
En hel kort forklaring på en polyrytme er, at der er to eller flere samtidige rytmer (se definitionerne herunder).
Definitioner
Polyrytme:
En polyrytme opstår når to eller flere uafhængige rytmer bliver spillet samtidig.
Et eksempel kan være når der spilles tre jævne slag mod fire jævne slag. – (fra den danske version af Wikipedia)
Polyrytme:
En rytme som gør brug af to eller flere forskellige rytmer på samme tid. – (fra Oxford Dictionaries)
Polyritmik:
Anvendelse af flere uensartede rytmer samtidig i de forskellige stemmer.– (fra Gyldendals Fremmedordbog)
Polyrythythm:
“Music, the simultaneous occurrence of sharply contrasting rhythms within a composition”. – (fra Webster’s Encyclopedic Unabridged Dictionary)
2. Om hvordan og hvorfor jeg begyndte at bruge polyrytmer
Jeg kan godt lide de brudte rytmer, og jeg har altid syntes, det er sjovt at slå forskellige rytmer på samme tid med hver sin hånd. En anden måde at lege med rytmerne på kan være, når jeg går, ved for hvert andet eller fjerde skridt samtidig at tælle helt jævnt til fx tre. Eller det kan være, når jeg sidder ved bordet for at øve mig, i at lade den ene hånd glide ud til siden langs bordkanten og tilbage igen, mens den anden hånd for hver gang banker tre små bløde slag i bordet. Og efter nogle gange gøre det omvendt, hvor hænderne bytter roller.
Der er masser af udfordringer i at blive bedre til at fornemme og håndtere polyrytmer.
Da jeg begyndte at komponere, skulle et af de alleførste musikstykker, jeg lavede, være med brudte rytmer, som jeg kaldte det dengang. Nummeret både starter og slutter med, at der i diskanten er en fjerdedelstakt og i bassen en tredelt takt.
Efter i et par uger at have siddet ved klaveret og lyttet mig frem til, hvordan jeg synes hele stykket skulle være, indsatte jeg på computerne alle noderne i et nodeprogram. På den måde har jeg mine noder elektronisk og kan udskrive dem. Det er i sig selv godt nok, og det var mit formål med at bruge programmet. Men derudover er der en kæmpe sidegevinst.
Med nodeprogrammet kan man hører helt præcist, hvordan stykket lyder, når det bliver afspillet af computeren. Her er der absolut ingen slinger i valsen. Musikstykket bliver i bogstavelig forstand spillet helt efter noderne. Det kan hjælpe en til at få en bedre fornemmelse af alle rytmerne, og herunder også hvordan polyrytmerne i stykket lyder. Lyder stykket så ikke, sådan som jeg havde tænkt mig, det skulle være, kan jeg rette til, ved at skrive om i noderne, der hvor der er brug for det. (i afsnit 4. kan man høre, hvordan The Butterfly lyder, når det er computeren, der afspiller noderne).
Der er dog en ting, man skal have i mente. Computeren lægger ikke mange følelser i stykket – for at sige det meget mildt. Den kan skifte fra piano til forte, den kan ændre til en ny takt, den kan pedal ja/nej, etc. etc. – alt det der kan noteres i programmet – og som programmet kan tage højde for af det, der er noteret i noderne. Men følelserne mangler: ingen tøven her og der; ikke nogen gradvis gøren noget svagere eller kraftigere; eller gradvist sænke eller øge tempoet – ingen crescendo, ingen rubato, ingen ritardando, ingen diminuendo etc. etc.
Det var en øjenåbener for mig at lytte til computerens auto-spil. Når jeg lyttede til nogle bestemte takter inde i midten af stykket, var der noget, der slet ikke lød, sådan som når jeg selv spillede det. Også når jeg så bort fra computer-auto-spillets manglende emotionelle udtryk, var der noget galt. Jeg forsøgte at lave om i noderne. Men med almindelig traditionelle rytmer kunnne jeg ikke gengive den stemning, jeg ville have haft, der skulle have været på det sted i musikken, da jeg komponerede det. Så prøvede jeg polyrytmen 7 mod 6. For mig var det en helt ny rytme. Men det ikke bare hjalp; det var det, der skulle til. Den pågældende takt er nu noteret med 7 lige lange toner i diskanten samtidig med 6 lige lange toner i bassen. Og så var jeg i gang med 7 mod 6.
Polyrytmen 7 mod 6 skulle jeg nu rigtig gøre brug af i mit næste stykke. Det blev til nummeret Arlington.
At øve sig i 7 mod 6
For mig var det bestemt ikke ligetil at skulle spille 7 mod 6.
Måden, jeg øvede mig på det, var ved først i en langsom takt at tælle høj til de 6 i nogle omgange – og så fortsætte i den helt samme takt, men nu tælle lidt hurtigere til de 7. Derefter fortsatte jeg videre, idet jeg hele tiden holdt den samme takt, alt imens jeg skiftevis talte til 6 og til 7.
Da jeg så skulle går over til at spille begge rytmerne hhv. 6 og 7 på samme tid med hver sin hånd på klaveret, blev det for alvor vanskeligt. I hver takt skal alle de 6 toner i bassen gerne være lige lange, og de 7 toner i diskanten skulle i sagens natur hver især være præcis en syvendedel kortere end hver af de 6 toner i bassen.
For mig var der en lille støtte i at lægge mærke til, at i polyrytmen 7 mod 6 kommer den fjerde af de seks toner i bassen lige midt imellem den fjerde og den femte tone af de syv toner i diskanten. Det gav mig en bedre fornemmelse for polyrytmen, når jeg udover første taktslag også havde styr på midten af takten.
For at gøre det nemmere at komme ind i polyrytmen, når man går i gang med at skulle spille 7 mod 6 i musikstykket Arlington, har jeg lavet et lille trick, da jeg komponerede stykket.
Arlington starter med, at bassen har 6 lige lange toner, som bliver gentaget i de fire første takter. I de to første takter er der kun bassen. Først derefter begynder diskanten – med 7 lige lange toner i hver takt. På den måde er der allerede lidt automatik i venstre hånd med at spille de 6, før højre hånd i tredje takt skal sætte ind med rytmen med 7 toner i hver takt.
Til at begynde med brugte jeg meget en og samme polyrytme hele vejen igennem stykket. Eksempelvis i Arlington og The Journey der begge har polyrytmen 7 mod 6 i alle takter. Et andet eksempel er The River som bruger polytytmen 5 mod 4 fra start til slut. I de fleste andre numre skifter jeg både imellem forskellige polyrytmer og bruger indimellem også et mere almindeligt rytmebillede. Endelig er der også nogle numre helt uden polyrytmer – fx The Waltz og The Snow Globe.
3. Hvorfor jeg bruger polyrytmer
- polyrytmer giver en twist til musikken
- de kan medvirke til at skabe spænding
- de kan være et forfriskende pust til et traditionelt musikalsk forløb
- de kan give variation og gøre musikken mere interessant
- de kan medvirke til at sætte forskellige bevægelser i musikken i dialog
- nogle steder giver det en stemning af flydende strømme i to forskellige hastigheder
- andre steder giver det musikken en svævende karakter
- og indimellem kan det give et svævende harmonisk ophøjet samspil
4. The Butterfly (eksempel på 4 mod 3)
Til at udtrykke sommerfuglens flaksende flugt har jeg brugt polyrytmen 4 mod 3.
Musikstykket Sommerfuglen er egentlig i trefjerdelstakt, ligesom i en vals. Men i Sommerfuglen er det kun basstemmen, der holder denne grundrytme med tre taktslag for hver takt.
Lytter man intensivt til basstemmen (spillet på klaveret af venstre hånd) fornemmer man valserytmen: 1-2-3, 1-2-3, 1-2-3 etc.
Derimod er der i melodistemmen (diskanten – spillet på klaveret af højre hånd) ikke tre, men fire taktslag i hver takt. Det giver melodistemmen en anden og lidt hurtigere rytme: 1-2-3-4, 1-2-3-4, 1-2-3-4, etc. (se skemaet herunder).
Herunder er der to versioner af The Butterfly. Den første er den, jeg har indspillet på klaveret, hvor det er mig, der er pianisten. I den anden version er det computeren, der er pianisten. Det er interessant at høre, hvordan det lyder, når det er computeren, der automatisk ved brug af nodeprogrammet afspiller noderne til The Butterfly. I computerversionen kan man høre polyrytmen 4 mod 3 spillet med fuldstændig matematisk præcision. For mig har det både været lærerigt og sjovt at lytte til og høre forskellene på de to versioner.
5. Lidt mere uddybende om polyrytmer
Der er altid et forskelligt antal taktslag i de rytmer, som en polyrytme kan bestå af.
Umiddelbart kan en polyrytme med to forskellige rytmer godt opfattes som om, de to rytmer er helt uafhængige af hinanden. Men det er de ikke.
For det første vil de forskellige rytmer i en polyrytme altid have det tilfælles, at de i hver takt i musikken har deres første taktslag – takslag ét – helt samtidigt (se skemaet nedenunder).
For det andet vil det samlede rytmebillede af polyrytmen være det samme takt for takt. Det skyldes, at der selvfølgelig er tidsmæssigt helt faste rammer for alle taktslag i polyrytmen.
Ser man eksempelvis på polyrytmen 4 mod 3 – som er brugt i Sommerfuglen – er det let at se, at taktslag 3 i diskanten tidsmæssigt falder præcis midt imellem taktslag 2 og 3 i bassen (grundrytmen). Derimod kan taktslag 2 og 4 i diskanten umiddelbart se ud til at falde på et lidt mere tilfældigt tidspunkt i forhold til bassen. (se skemaet herunder).
At ingen taktslag på nogen måde foregår tilfældigt, ses ved at zoome ind på og underopdele en enkelt takt (se skemaet herunder).
Underopdeles polyrytmen 4 mod 3 i 12 slag (4 · 3 = 12), får man tidsmæssigt det fulde billede af, hvor de egentlige taktslag falder for de to rytmer.
I diskanten er der i hver takt 4 taktslag, som i underopdelingen falder på hver tredie underopdelt slag – hhv. 1, 4, 7 og 10.
I bassen er der i hver takt 3 taktslag, som falder på hvert fjerde underopdelt slag – hhv. 1, 5 og 9.
6. Klap selv en polyrytme (4 mod 3, og 3 mod 4)
Sid ned – læg højre hånd på højre lår og venstre hånd på venstre lår.
Følg skemaet herunder og begynd med at tælle højt 1,2,3,4,1,2,3,4,1,2,3,4
Ved det første gang talte “1” klappes samtidigt på lårene med begge hænder.
Ved det første gang talte “4” klappes der kun på højre lår med højre hånd.
Ved det i anden omgang talte “1” klappes kun på venstre lår med venstre hånd.
Ved det i anden omgang talte “3” klappes der kun på højre lår med højre hånd.
Ved det i tredje omgang talte “1” klappes der kun på venstre lår med venstre hånd.
Ved det i tredje omgang talte “2” klappes der kun på højre lår med højre hånd.
Man er nu kommet igennem én takt.
Gentag proceduren med at tælle de tre omgange 1,2,3,4,1,2,3,4,1,2,3,4
Fortsætte dette og sæt gradvist tempoet lidt op efterhånden som polyrytmen kommer mere ind under huden.
En anden polyrytme er 3 mod 4. Rytmisk er den identisk med og lyder på samme måde som polyrytmen 4 mod 3. Men der er alligevel en væsentligt forskel. I polyrytmen 3 mod 4 er de 4 taktslag nu i grundrytmen (i venstre hånd).
7. The Last Dance (eksempel på mange polyrytmer og skiftende takt)
The Last Dance er fuld af dramatik og inderlighed.
Der er i starten og slutningen af stykket masser af polyrytmer og mange skift i takt.
Polyrytmerne medvirker til at opbygge den stigende dramatiske stemning.
Eksempelvis – lidt inde i starten af nummeret ændres polyrytmerne gradvist. Først er der fire takter med 8 mod 7, de efterfølges af fire takter med 9 mod 8, så er der et par takter med 10 mod 9. Og derefter topper det med crescendoet, hvor polyrytmen er 9 mod 8.
Bagefter falder der mere ro over det. Rytmebilledet bliver igen mere stille og roligt, og dermed er der – efter det dramatiske forløb – skabt grobund for, at der kan skabes en stemning af inderlighed.
8. The River og Transformation (eksempler på 5 mod 4, og 7 mod 6)
I midten af floden er strømmen kraftigere, end den er ved siderne inde på det lave vand. Og den vil også være langsommere helt nede ved bunden.
Hvis man ikke udelukkende fokusere på et bestemt sted i floden – fx den rivende strøm i midten eller den langsomt flydende strøm langs flodbredden – men i stedet “bare” står og ser ud over floden, så fornemmer man de flere hastigheder, og oplever floden, som den helhed den er.
En sådan stemning af flydende strømme i forskellige hastigheder får jeg, når jeg hører polyrytmen 5 mod 4. Det har jeg brugt til stykket The River.
Grundrytmen er 4 taktslag i bassen, som jeg fornemmer, som flodens generelle strømningshastighed. Samtidig er der i diskanten 5 taktslag. Dette lidt hurtigere tempo med de 5 taktslag kan virke noget anmasende, og med lidt god vilje kan man få det til at svare til den rivende strøm ude i midten af floden.
Polyrytmen 5 mod 4 er brugt hele vejen igennem i The River.
Stykket Transformation starter med den samme polyrytme 5 mod 4, som blev brugt i The River fra start til slut. Men i Transformation begynder det efter de første 8 takter at gå noget hurtigere med rytmen 6 mod 4 (som ikke er en egentlig polyrytme). Lidt efter kommer der endnu mere fart på med tempo- og taktskifte og brug af polyrytmen 7 mod 6.
Denne start på Transformation giver mig næsten altid en association af et tog der kører forbi. På skråningerne langs jernbanen ser jeg for mig, hvordan støv og blade hvirvles op, og hvordan det høje græs og buske bøjer sig i slipstrømmen efter toget.
Midtvejs i Transformation er der et overraskende skift af toneart. Min idé med at bruge et atypisk skift af toneart var at give en følelse af, at man på det sted med musikken blev bragt over i en anden verden.
Denne overgang er baggrunden for nummerets tittel: Transformation. Stedet er 4 min. og 16 sek. inde i stykket.
Overraskende skift af toneart
Transformation starter i A-mol. A-mol er dermed tonika og E-dur er således dominanten. I takt 98 skifter tonearten fra A-mol til F-dur. Det er gjort ved i stedet for – som på normal vis – at gå tilbage til tonika fra dominanten, er jeg gået en halv tone op fra dominanten til F-dur. Lidt hen i retningen af det der i musikken kaldes en dobbelt skuffende kadence.
I begge polyrytmerne 5 mod 4 og 7 mod 6 er det grundrytmen i bassen, der er den langsommere, og hvor diskanten er den hurtigere. Det kan få diskanten til at virke lidt forceret eller endda måske noget anmasende (agitato) – svarende til billedet med den rivende strøm ude i midten af floden.
Er det derimod grundrytmen, der er den hurtigere rytme, kan det få diskanten med de færre taktslag og den langsommere rytmen til at virke rolig (dolce) og afslappet. Et eksempel på dette er der i begyndelsen til Sonatina with Nordic Theme, som starter med polyrytmen 3 mod 5.
9. Sonatina with Nordic Theme (eksempel på 3 mod 5, og 6 mod 5)
Langt den største del af stykke er baseret på polyrytmen 6 mod 5, men stykket starter med polyrytmen 3 mod 5.
Også denne polyrytme med de 5 taktslag i grundrytmen i bassen og 3 taktslag i diskanten kan give en fornemmelse af to samtidige bevægelser med forskellige hastigheder.
Når jeg hører polyrytmen 3 mod 5, får jeg udover de to bevægelser et indtryk af en rolig, afslappet og nærmest lidt laid back stemning.
Det er lidt den samme stemning, jeg kan få, når jeg ror kajak eller sejler i en lille båd, og bølgerne kommer ind bagfra. Stille og roligt får man først et lille skub fremad, så “overhaler” bølgen, og man falder lidt tilbage, for så igen med den næste bølge at få det næste lille skub fremad.
Det er denne stemning, jeg har søgt at få frem i de første 25 sek. af stykket Sonatina with Nordic Theme (det er frem til takt 13).
Efter den ovennævnte indledning bliver rytmen ændret til polyrytmen 6 mod 5, og musikken skifter karakter.
Endnu længere fremme i stykket efter 3 min. og 10 sek. (i takt 98) begynder det, jeg kalder det nordiske tema. Det er i polyrytmen 5 mod 4. Det varer lidt over et minut frem til 4 min. og 30 sek. inde i stykket (frem til takt 130).
Det nordiske tema
Midtvejs i stykket Sonatina with Nordic Theme er der et lille stykke musik, som for mig lyder meget nordisk. Lige netop det lille stykke musik kan jeg godt være lidt usikker på, om jeg måske skulle have det fra noget andet musik. Selvom jeg har komponeret det i polyrytmen 5 mod 4, så kunne selve temaet alligevel måske godt stamme fra fx en norsk eller en svensk folkevise. Jeg ved det ikke, og da jeg er usikker på det, har jeg valgt blot at kalde nummeret Sonatina with Nordic Theme.
Herefter kommer et kort melodisk nærmest svævende mellemstykke med polyrytmen 7 mod 6 (frem til 4. min. 58 sek. inde i stykket; frem til takt 142). Derefter er vi i musikstykket “hjemme igen” og tilbage til igen at bruge polyrytmen 6 mod 5, som bliver brugt i stort set resten af stykket.
10. Dragonfly (eksempel på skift af polyrytme og takt)
The Dragonfly er inspireret af guldsmedens særlige måde at flyve på (se mere om dette her på hjemmesiden under “Inspiration”).
Der er brugt polyrytmer igennem hele musikstykket. Det starter meget stille og roligt med polyrytmen 7 mod 6, hvor der for hvert af de 6 taktslag i bassen er en og kun en tone (en ottendedelsnode – i en seksottendedelstakt).
Midtvejs i indledningen – efter 20 takter – ændrer bassen sig. Formålet er, at man dermed skulle kunne forestille sig den abrupte måde guldsmeden flyver på. I stedet for, at der for hvert taktslag i bassen er en ottendedelsnode, er der nu på lidt uberegnelig vis indimellem også sekstendedelsnoder og nogle ubetonede forslag (acciaccatura). Idéen er, at man gerne skulle fornemme, at der er kommet en guldsmed, som nu flyver rundt.
Længere inde i stykket – efter takt 35 – kommer der mere fart over feltet, og musikken bliver mere intens. Det sker ved at skifte polyrytme fra 7 mod 6 til først 8 mod 7, og senere videre til 9 mod 8. Her har jeg et billede af, at der nu er to guldsmede, der flyver rundt.
Lidt senere falder rytmen tilbage til 7 mod 6. Jeg forestiller mig, at der igen kun er en guldsmed tilbage.
Derefter bliver bassen mere rolig uden sekstendedelsnoder og forslag. Billedligt talt er den sidste af de to guldsmede nu også væk. Og her til sidst er der igen helt stille og roligt på sommerengen.